søndag den 25. november 2007

Tag med DSU til valgkampstour i USA

Næste år skal amerikanerne til stemmeurnerne for at vælge ny præsident. Den amerikanske præsident er ikke bare amerikanernes politiske leder, men leder af hele den frie verden. Derfor følges valget også med stor spænding uden for USA’s grænser.
Lige nu er primærvalgene i gang, hvor demokraterne og republikanerne, hver i sær, skal finde deres kandidat til det afgørende valg. Den endelige nominering finder sted på partiernes nationale konvent, der for demokraternes vedkommende finder sted fra den 25/8 2008 – 28/8 2008.
DSU’s internationale udvalg inviterer til en spændende studietur til USA, hvor der bliver mulighed for at følge valget på tætteste hold. Vi lægger selvfølgelig også vægt på i programmets tilrettelæggelse, at det er folks sommerferie. Så der kommer til at være rigeligt med fritid også.

Prisen for turen bliver 8.000 kr., der dækker rejse og overnatning i 3 uger. Forplejning og lommepenge skal man selv sørge for. Aldersgrænsen for deltagelse på turen er 18 år.
På studieturen skal vi besøge både partifolk, lobbyister, valgeksperter, organisationer mv. Vi skal både til New York og Washington, hvor der, udover et spændende progran, også bliver tid til at opleve mulighedernes land på egen hånd.
Efter vores besøg i New York og Washington kører vi – på bedste road trip manér – til Denver, Colorado, hvor det demokratiske konvent bliver afholdt.
Tilmeld dig allerede nu ved at sende en mail til sunerask@gmail.com. Der bliver mulighed for at betale for turen i flere rater, således at man ikke skal af med 8.000 kr. på en gang. Detaljerne om betaling følger snarest muligt, ligesom et mere fyldestgørende program også vil blive sendt ud senere.